Søagerhusene er skabt med omtanke for nutidens mange boligdrømme – og for hverdagen, som den faktisk leves. Her finder du 107 boliger i forskellige størrelser og typologier, der rummer både små og store livsfaser. Uanset om du er ved at skabe dit første hjem, har brug for mere plads til familien eller ønsker en roligere og mere enkel hverdag, er Søagerhusene et sted, hvor balance og kvalitet går hånd i hånd.
Fælles for alle boliger er ambitionen om at skabe tidløse rammer, der holder – både funktionelt og æstetisk. Med private udearealer, grønne fællesrum og adgang til unikke fællesskaber i den gamle gymnastiksal og det nyopførte fælleshus, er Søagerhusene mere end blot en bolig. Det er et hjem, der giver plads til liv – nu og i fremtiden.
Den gamle gymnastiksal
– med nyt liv
Den tidligere skoles gymnastiksal er nænsomt renoveret og viderefører områdets historie. I dag danner den ramme om sport og aktiviteter for både beboere og lokalområde – hvad enten det er badminton, basket eller volleyball. Her lever fællesskabet videre i nye former.
Fælleshuset – et samlingspunkt for hverdagen
I direkte forbindelse med gymnastiksalen ligger det nye fælleshus, opført med genbrugsmaterialer fra den gamle skole. Her kan du samles med naboer i det store fællesrum med køkken, booke gæsteværelse til overnattende gæster eller fordybe dig i kreative projekter i hobbyværkstedet. Et sted, hvor relationer opstår – og fællesskaber vokser.
Grønne gårdrum, private haver og altaner
Søagerhusene er organiseret i tre boligklynger med hvert sit grønne gårdrum. De private haver åbner sig mod fællesarealer med frugttræer, buskadser og biodiverse beplantninger. På 1. sal giver brede altaner et roligt udsyn over gårdrummene og livet imellem boligerne – året rundt.
Smørum er et roligt og familievenligt lokalsamfund med grønne omgivelser og alle hverdagens faciliteter tæt på. Smørum Centret ligger i gåafstand og byder på butikker, dagligvareindkøb og service. Området er kendt for gode daginstitutioner og skoler, som er let tilgængelige via sammenhængende stisystemer.
For den aktive hverdag ligger Smørum Golfklub, fodbold-, tennis- og bordtennisklub inden for kort afstand – ligesom naturoplevelser og ridemuligheder findes i nærområdet.
Søagerhusene er samtidig stærkt forbundet med resten af Storkøbenhavn. Frederikssundmotorvejen nås på få minutter, bus stopper lige ved området, og på cykel når du Måløv Station på ca. 10 minutter. Herfra bringer S-toget dig til København på knap en halv time.